Vi skriver til barnet – for at bidrage til dets egen historie
Når en kvinde flytter ind på et krisecenter, er det ofte med børnene i hånden. Børn, der ikke kun er pårørende, men som har levet midt i volden. Måske har de hørt, set eller mærket den helt tæt på. Måske har de lært at tie stille, tilpasse sig eller gøre sig usynlige – for at kunne holde ud at være i det. På Fonden LivaPeoples krisecenter, LivaShelter, møder vi børnene som selvstændige individer med egne oplevelser og rettigheder. Som fagprofessionelle har vi ikke bare et ansvar for at beskytte barnet her og nu – men også for at bidrage til barnets livsfortælling. Det gør vi blandt andet gennem børnebevidninger.
Hvad er en børnebevidning?
En børnebevidning er et brev til barnet – skrevet i et sprog, som barnet selv kan forstå. Det er en måde at bevidne barnets liv og formidle, hvordan det blev mødt, set og forstået under opholdet på krisecentret.
Brevet beskriver barnets oplevelser, følelser og ressourcer, sådan som vi som fagprofessionelle har oplevet dem. Børnebevidningen sendes til barnets familiesagsbehandler og bliver en del af barnets sag – med håbet om, at barnet en dag, når det er klar, vil kunne læse sin egen historie og forstå sig selv lidt bedre.
Hvad kan man skrive i en børnebevidning?
En børnebevidning er en personlig og anerkendende hilsen til et barn, der har boet på krisecenter. Den er skrevet af en fagperson og giver barnet noget at tage med sig videre – noget, der bekræfter dets oplevelse, styrke og betydning.
Ordene i en børnebevidning skal være nænsomme, ærlige og livsbekræftende. De må gerne spejle barnets ressourcer, personlighed eller udvikling – og minde barnet om, at det har værdi, og at dets historie bliver set og anerkendt.
Her er nogle eksempler på, hvad en børnebevidning kan indeholde:
- “Det, du har oplevet, er en del af dig, men det definerer dig ikke. Du er så meget mere.”
- “Du har vist os, hvor meget mod der kan bo i et barn.”
- “Din måde at være på har gjort indtryk på os – du er vigtig og bliver husket.”
- “Du har allerede vist, at du kan stå stærkt, selv i stormvejr. Det glemmer vi aldrig.”
- “Du er ikke alene – og du har ret til at blive mødt med respekt, omsorg og kærlighed.”
Bevidningen skal være et lille lys – noget barnet kan tage frem og spejle sig i, også længe efter opholdet er slut.
Et brev, barnet skal kunne læse – også mange år senere
Målet med børnebevidningen er, at barnet, den dag det eventuelt får aktindsigt i sin sag, skal kunne spejle sig i fortællingen. Forstå, hvad der skete. Og opleve, at der var voksne, der så dem – og forsøgte at hjælpe dem med at forstå deres egen situation.
Vi skriver derfor i et sprog, barnet kan genkende. Vi undgår vurderinger og fortolkninger. I stedet beskriver vi, hvad vi har set og oplevet sammen med barnet:
- Hvordan barnet legede og undersøgte verden
- Hvad det fortalte, og hvordan det udtrykte sig følelsesmæssigt
- De små og store skridt mod tryghed
- Hvilke styrker og kvaliteter, vi så i barnet
Det er ikke en vurdering, men en håndsrækning. Et vidnesbyrd og et menneskeligt spor i barnets livshistorie.
At bidrage til barnets livsfortælling
Børnebevidningen bliver ofte skrevet ved afslutningen på barnets krisecenterophold. Det er vores måde at sikre, at barnet ikke bare forsvinder i systemets tavshed. At der i barnets sag findes ord, som er skrevet med respekt, varme og blik for barnet som det menneske, det er.
Vi ved, at vi ikke kan ændre det, barnet har været igennem. Men vi kan være med til at sikre, at barnets historie bliver fortalt – og at barnet får mulighed for at eje den. Med børnebevidninger bidrager vi til, at det enkelte barn bliver set, hørt og husket – også når det selv en dag kigger tilbage.
Vi håber, at barnet – hvis det en dag læser brevet – kan mærke, at nogen så det. At nogen forstod, at det, der skete, ikke var barnets skyld. At nogen forsøgte at forklare, hvad der skete – og hvorfor. Og at nogen voksne hjalp og troede på, at barnet kunne komme godt videre.