Fonden LivaPeople har undersøgt, hvordan kommunerne løfter den del af Serviceloven, der handler om støtte til kvinder, når de flytter ud af krisecentre.

Vi har nu fået svar fra både København og Aarhus, landets to største kommuner, og billedet er desværre det samme: Der findes ingen data, ingen systematik og ingen særskilt økonomi for den lovpligtige rådgivning efter §109, stk. 8, 4. pkt.

Begge kommuner bekræfter, at de ikke kan trække tal for den specifikke rådgivning, fordi den ikke registreres særskilt. Dermed kan ingen af dem dokumentere, hvor mange kvinder der faktisk får støtte, når de flytter ud.

Et lovkrav uden virkning

Servicelovens §109, stk. 8, 4. pkt. fastslår, at kvinder, der forlader et krisecenter, skal tilbydes rådgivning, som begynder senest i forberedelsen til udflytningen, og fortsætter indtil kvinden og eventuelle børn er etableret i egen bolig.

Intentionen er klar: Overgangen fra et krisecenter til egen bolig er ikke en afslutning, men begyndelsen på et nyt og ofte skrøbeligt kapitel. Mange kvinder flytter ind i en tom lejlighed med angst i kroppen, uden netværk og uden nogen at ringe til, når natten bliver lang.

Når ingen systematisk følger op, bliver loven til en tom sætning. Og bag den sætning står virkelige mennesker, kvinder og børn, som bliver overladt til sig selv i det øjeblik, hvor de mest af alt har brug for et system, der tager ansvar.

Vi ser konsekvenserne i virkeligheden

Hos LivaPeople møder vi kvinder, der kæmper for at skabe et hverdagsliv efter vold. De står i nye omgivelser, men gamle traumer følger med. Mange fortæller, at stilheden i den nye bolig føles værre end larmen fra fortiden.

Nogle mister fodfæstet og risikerer at vende tilbage til den relation, de flygtede fra. Andre forsøger at klare alt alene.

De mister kontakten til netværk, familie og børn, fordi støtten ikke følger med ud i tiden efter opholdet. Ingen kvinder bør stå alene på perronen, når de forlader krisecentret. Det er her, hjælpen skal begynde, ikke slutte.

Tallene viser det samme

Aarhus Kommune har oplyst, at der i perioden 2020–2024 var mellem 106 og 204 borgere registreret under §109, stk. 8. Det er dog ikke muligt at udskille, hvor mange af dem der har modtaget den rådgivning, som loven kræver i 4. pkt.

De økonomiske data viser udgifter på omkring 1,5–2,1 mio. kr. årligt til hele §109, stk. 8-indsatsen, men uden mulighed for at se, hvor meget der går til selve efterværnet. København har givet et tilsvarende svar.

De har ingen registreringer af, om den koordinerende rådgivning iværksættes, og ingen særskilt økonomi for den. Når to af landets største kommuner ikke kan dokumentere, hvordan de løfter lovens krav, må man gå ud fra, at billedet ikke er bedre i resten af landet.

Mangel på viden og midler hænger sammen

Kommunerne henviser til, at de ikke kan trække data ved få og enkle kommandoer.

Det kan være teknisk korrekt, men socialpolitisk er det uholdbart. Hvordan kan man styre, udvikle eller finansiere en indsats, man ikke engang måler på?

Når der ikke findes overblik eller økonomi, bliver efterværnet for kvinder usynligt. Og usynlige indsatser får sjældent prioritet.

For os som krisecenter betyder det, at vi i praksis løser opgaven med efterværn, men uden at have midlerne til det. Vores socialrådgivere står med ansvaret for at hjælpe kvinder og børn videre, selvom der ikke er sat lønkroner af til den del af arbejdet.

De tager samtalerne, hjælper med bolig, kontakt til kommunen, økonomi og børnesager, fordi ingen andre gør det. Når rådgivningen ikke er finansieret, bliver det en tavs opgave, der bæres af medarbejdernes engagement og samvittighed.

Men den indsats har en pris. Den koster tid, fagligt overskud og i sidste ende kvalitet for de kvinder og børn, der forsøger at skabe et liv uden vold. At lade denne opgave hvile på krisecentrenes skuldre uden ressourcer er hverken rimeligt eller bæredygtigt, og det underminerer intentionen med loven.

Et nationalt ansvar

Manglen på systematik og finansiering er ikke et lokalt problem, men et nationalt svigt. Derfor bør både kommuner og Social-, Bolig- og Ældreministeriet tage §109, stk. 8 alvorligt.

Hvis vi som samfund virkelig mener, at kvinder skal kunne bryde med vold og skabe et nyt liv, må hjælpen ikke stoppe, når døren til krisecentret lukkes bag dem. Det handler ikke om teknik eller registreringer. Det handler om ansvar og om at gøre lovens løfte til virkelighed.

Læs hele artiklen (gælder kun for abonnenter) hos Socialmonitor her