Er du udsat for vold?
Her er nogle råd, der kan være gavnlige for dig, der er udsat for vold i nære relationer.
Husk, at det ikke er din skyld
Skyld og skam er følelser, der kan fylde meget, når man bliver udsat for vold. Men det er vigtigt at huske på, at vold aldrig er okay, at det ikke er din skyld, og at der ikke er nogen, der fortjener at leve i vold.
Tal om det
Betro dig til en, du stoler på, og fortæl, hvad du bliver udsat for. Det er rart at have en, der kender til situationen, og som kan støtte dig i at prøve at komme ud af volden.
Er du pårørende til en, der er udsat for vold? Så læs mere her.
Søg hjælp
Der findes heldigvis mange steder, du kan søge hjælp og støtte, hvis du er udsat for vold. Det kan både være krisecenter, anonym telefon- og chatrådgivning og fysiske samtaler.
Du kan fx søge hjælp hos Liva på 88 44 20 00, hvor vi støtter dig i at komme ud af voldens spiral og tage kontrollen over eget liv tilbage.
Du kan også kontakte Lev Uden Vold på deres nationale hotline på 1888, hvor de også tilbyder anonym, telefonisk rådgivning til mennesker berørt af vold i nære relationer.
Dokumenter volden
Det kan være i form af billeder, notater om hændelserne eller ved en lægeundersøgelse, så skaderne bliver skrevet ind i din journal. Det kan især være gavnligt i en eventuel retssag.
Er du udsat for stalking, har Dansk Stalking Center et skema, hvor du løbende kan indberette kontaktforsøg og hændelser, ligesom du kan på appen ”Skytsengel.” Det kan ligeledes være brugbart, hvis du ønsker at anmelde. Find skemaet her, eller download appen til din telefon.
Overvej, om volden skal politianmeldes
Det kan virke voldsomt at anmelde en anden person til politiet, og tit er det noget, der skal tages tilløb til. Husk, at du altid kan berette om voldshændelser til politiet, også selvom du ikke ønsker at lave en anmeldelse på nuværende tidspunkt. Det kan være gavnligt, hvis du senere hen ønsker at anmelde, eller hvis situationen eskalerer.